
Den tjekkiske dirigent Ondřej Soukup er vinder af tredjeprisen og specialprisen ved Ionel Perlea International Conducting Competition (2024). Ondřej er en alsidig musiker med stor erfaring som både orkester-, opera- og kordirigent. Ud over sit virke i Tjekkiet har han arbejdet i bl.a. England, Skotland, Tyskland, Sverige, Moldova og siden 2022 også i Danmark, hvor han har debuteret med Copenhagen Phil, Den Danske Sinfonietta, Prinsens Musikkorps samt Ålborg-, Århus-, Odense- og Sønderjyllands Symfoniorkester. Ondřej ser meget frem til at tiltræde som dirigent for Broccoli Koret fra august 2025.
Ondřejs seneste arbejde med kor omfatter bl.a. den musikalske ledelse af Thomas Coats Memorial Choral Society, som samarbejder med professionelle solister og Royal Conservatoire of Scotland Symphony Orchestra. Han har også været musikalsk leder for InChorus, et kor der har indsamlet over £50.000 til velgørenhed. Derudover har Ondřej været dirigentstipendiat hos Edinburgh Royal Choral Union og kormester hos Haslemere Musical Society, hvor han også sang barytonsoloen i Faurés Requiem. Som chefdirigent for Edinburgh University Music Society Sinfonia opførte han Dvořáks Stabat Mater med 250 sangere og musikere i Saint Mary’s-katedralen i Edinburgh. Ondřej dirigerer desuden Storekor Odense, med hvem han i 2024 fejrede korets 60-årsjubilæum sammen med musikere fra Odense og Aarhus Symfoniorkester.
Ondřej er uddannet dirigent fra Solistklassen ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og Royal College of Music i London.
For yderligere information henvises til: www.ondrej-soukup.com